Sejerø Skole og Børnehus
Sejerø Skole blev indviet den 13. august 1973, da øens oprindelige tre skoler blev samlet til én fælles skole for alle øens skolebørn. På daværende tidspunkt havde skolen omkring 60 elever.
I 2009 blev skolen renoveret, og øens dagpleje, børnehave og skole blev samlet på samme matrikel. I forbindelse med renoveringen blev skolen udbygget, og Sejerø Skole og Børnehus blev etableret. Siden da har vi været en integreret institution med fælles bestyrelse.
I skoleåret 2026/2027 har vi 10 elever fra øen. Undervisningen er organiseret i to aldersblandede grupper. I indskolingen undervises eleverne fra 0. til og med 3. klasse sammen, mens eleverne fra 4. til 7. klasse udgør mellemtrinsgruppen.
Den aldersblandede undervisning er en naturlig del af hverdagen på vores lille skole. Eleverne lærer sammen og på tværs af klassetrin, samtidig med at undervisningen tilrettelægges med blik for den enkelte elevs alder, faglige niveau og behov.
Efter 7. klasse har eleverne frit valg af efterskole. Det er forældrenes ansvar at finde en efterskole, men der er mulighed for at få hjælp gennem kommunen, og vi hjælper naturligvis gerne med at skabe kontakt til de rette personer. Gennem en årrække har flere af vores elever valgt Samsø Efterskole, som vi har haft et godt samarbejde med.
Digital undervisning
Sejerø Skole og Børnehus har gennem årene løbende fulgt den digitale udvikling. Alle elever har adgang til deres egen computer, og der er smart-skærm i hvert klasselokale.
Allerede i indskolingen begynder vi stille og roligt at gøre eleverne fortrolige med at bruge en computer. Formålet er blandt andet, at eleverne bliver mere selvhjulpne og trygge i digitale testsituationer.
Vi bruger digitale redskaber, når de giver mening og kan understøtte elevernes læring – eksempelvis ved at gøre det skriftlige arbejde mere varieret og motiverende. Samtidig prioriterer vi fortsat de analoge undervisningsmidler højt og anvender både fysiske bøger, hæfter og engangsmaterialer i den daglige undervisning.
SFO
I Sejerø SFO laver vi mange forskellige ting. Vi har aktiviteter tilpasset året gang, hvor vi bl.a. afholder halloweenfest, påskefrokost, julefrokost og sommer sjov. Det er er også blevet til en McDonalds dag, Jensens Bøfhus dag og en legedag med diverse sjove lege.
Vi har en fast ugeplan i sommer og vinterhalvåret.
Vinterhalvåret bruger vi bl.a. på at se film, spille Nintendo, spille på iPad, 'Nerf' kampe i gymnastiksalen, 'Krea værkstedet', og diverse lege og hulebygning i gymnastiksalen, og selvfølgelig en masse fri leg.
I sommerhalvåret tager vi på cykelture ud af huset, gerne med vores gasgrill så vi kan lave eftermiddags mad hvor vi nu end havner. Vi lavet mad over bål i vores bålhytte, og vi giver den gas på rulleskøjter, cykler og skateboards. Vi Bruger mest mulig tid udendørs, og flytter gerne det kreative værksted ud i skolegården. Også om sommeren har vi en masse fri leg.